Generalforsamling 2011

HOVEDAFDELINGENS GENERALFORSAMLING 23. NOV. 2011

 

Onsdag den 23. nov. 2011 blev årets ordinære generalforsamling afholdt i Nisseringens Cafeteria.

Formanden for Hovedafdelingen Arne Lodal bød velkommen til de 27 fremmødte medlemmer.

Herefter gik man over til dagsordenen.

1. Valg af dirigent.

Arne Lodal foreslog som dirigent Flemming Nielsen, der blev valgt til at styre slagets gang. Dirigenten konstaterede indledningsvis, at generalforsamlingen var lovligt indvarslet. Som stemmetællere blev Hasse Lorentzen og Daniel Nielsen valgt.

2. Formandens beretning

Vi har afholdt 6 bestyrelsesmøder, samt det løse i år.

Vi har været 402 medlemmer i 2011 mod 460 sidste år. Medlemstallet fordeler sig på 242 i MC-afdelingen og 160 i autoafdelingen. Et stort velkommen til alle nye medlemmer i 2011.

Vi har kun vundet et enkelt DM i år, nemlig til Kristoffer Rasmussen i MC-Enduro. Herudover har vi hjemkørt mange flotte resultater i både Auto- og MC-afdelingerne. Herfra et stort tillykke med alle de flotte resultater.

Men selvom vi kun vandt et enkelt DM i løbene, vil jeg nok mene, at både MC og Autoafde-lingerne igen i år har hver vundet kampen om de bedst arrangerede løb i 2011. Et stort tillykke med alle de velorganiserede løb i 2011. Det er flot klaret, og det kan vi alle være stolte over.

Ligeledes tillykke med de flotte regnskaber til begge afdelinger, ja trods den økonomiske krise.

Vi har i år modtaget i alt 18.000,- kr. i lokaletilskud fra Næstved Kommune.  Igen i år en stor tak for samarbejdet med Næstved kommune. Ifølge dagspressen må vi nok forvente pligt til at blive tilsluttet Næstved kommunes Renseanlæg, og hvad det kommer til at koste, tør jeg ikke tænke på, ja og samtidig hæves spildevandsprisen måske fra de nuværende 20 øre til 40,-kr pr. kubik- meter, hvor vi bruger 4-500 kubikmeter pr. år.

Desværre blev der ingen skøjteudlejning på Grønnegades kaserne trods den hårde vinter. Næstved kommune fik ikke klargjort banen.

Cafeteria:

På bestyrelsesmødet den 9. februar blev der fra både MC og Autobestyrelserne udtrykt stor utilfredshed med samarbejdet med Lene og Henrik fra Toksværd Forsamlingshus.

Vi enedes med Lene og Henrik om at stoppe, mod at vi overtog det bestående varelager.

Vi indgik herefter aftale med Marianne Christensen. Marianne passede Cafeteriet indtil den ca.

1. August hvor hun med dags varsel stoppede uden varsel.

Desværre ser det ud til at have givet underskud, og efter flere forsøg på at ordne bilag m.v. er det ikke lykkedes.

Vi har nu en stor opgave med at få drevet Cafeteriet i fremtiden og arbejder på en plan, hvor hver underafdeling står for driften til daglig og med Louise Klinkes hjælp ved de større arrangementer. 

Vi har også investeret i nyt nøglesystem, som var aftalt, inden Lene og Henrik stoppede. 

Vi har afsluttet købet af Nabojorden ved indkørselsvejen her til Nisseringen. Blandt andet pga. de store køretøjer og trucks, som benyttes i dag, ville vi måske få problemer med naboen, når de store køretøjer skar svinget og kørte ind over marken. Med i købet fulgte også marken overfor Torben Dalskov til venstre på Krømlingevej. 

Vi har allerede haft glæde af den nye jord, idet den blev brugt til parkering 2. Pinsedag.

Vi må jo nok se i øjnene, at vores egne køretøjer fremover vil optage meget plads, men dette skulle være løst for en periode i fremtiden. Vi købte også jorden for at lave en bredere vej, således at der ved publikumsløb kan komme biler både ind og ud. Men vi har senere erfaret, at både højspændings, telefon og vandforsyningen ligger, hvor den nye vej var planlagt. Vi arbejder videre og evt. med en alternativ løsning.

Økonomien til jordkøbet har vi finansieret ved egen opsparing gennem 3 år, idet vi, efter at sidste termin var betalt, fortsatte med at indbetale det samme beløb til større investeringer.

Vi havde således 150.000,-, og de resterende 150.000,- har vi dels optaget et rentefrit lån i Dansk Idræts forbund på 125.000,- og resten optages et banklån.

Det nye banklån skal også bruges til betaling af varmepumpe, vinduer i stuehus, vejomlægning, etablering af ny buehal og andre større investeringer. 

Buehal:

Vi har bestilt den nye buehal, og her venter en større indsats fra begge afdelinger for at få den færdiggjort. Vi venter svar på byggetilladelsen. 

Landbrugsstøtte:

Kim Sørensen har undersøgt mulighederne, og vi har ansøgt om landbrugsstøtte til vores tilskuerpladser og græsarealer. I år får vi nok ca. 4000,- ud af det, men fremover vil de nuværende regler kunne give ca. 10-12.000 pr. år.

Tak til Kim for arbejdet og det gode råd.

Vi har igen haft et stort El-forbrug og har derfor investeret i endnu en varmepumpe.

Vi har i en lang periode haft et forbrug på ca. 50 kwh i døgnet, og da jeg undersøgte dette forbrug, fandt jeg en tændt varmeblæser på Samaritterkontoret. Denne var defekt og blev straks fjernet for at undgå evt. skader.

Ligeledes har vi brugt meget el på at holde søen på daglig vande. 

Husk ALLE at slukke, når I forlader stedet.

Som tidligere vil jeg nævne vigtigheden af, at vi altid skal overholde vores lydgrænser, og at træningstiderne stopper korrekt. Desværre valgte Frank Vive at stoppe som lydmåler, men jeg vil sige stor tak til Frank Vive og Verner Klinke for deres hjælp. Husk alle, at det er for jeres bedste, vi alle overholder lydgrænserne. Én dårlig lyddæmper kan gøre utrolig meget skade. 

Vi bør ligeledes kontakte en enkelt nabo, når vi skal afprøve vores højtalersystemer.

Egon har igen ydet en kæmpe indsats i året. Udover det store arbejde med stengærdet på Campingpladsen, har han sammen med Verner Klinke m. flere flisebelagt området her foran Cafeteriet. Endnu en stor tak til Egon, Verner og de andre, som har hjulpet med fliserne.

Egon har netop holdt 80 års fødselsdag, og vi forærede ham en lille flaske på dagen. Stort tillykke med de 80 år, Egon.

Ligeledes tak til Jens og dem som hjalp med vindues udskiftning i stuehuset. 

Jeg har søgt Tuborgfondet om tilskud til nyt højtaleranlæg til Autobanen, og vi fået accept på 20.000,- en stor tak til Tuborgfondet.

Inden jeg slutter min beretning vil jeg gerne takke alle, som har arbejdet for Næstved Motor Klub i 2011. Ligeledes en tak for samarbejdet til vores sponsorer, til Røde Kors, til afgående bestyrelsesmedlemmer og alle vores øvrige samarbejdspartnere.

Tak til Jeanne, Jan og Louise Klinke for deres store indsats og arbejde på Bakken samt i Cafeteriaet.

Tak til medbestyrelsen, Auto og MC-bestyrelsen for et godt samarbejde. TAK.

Beretningen blev godkendt

3. Forelæggelse af regnskab

Hovedafdelingens regnskab, der var uddelt til de fremmødte, blev gennemgået.

Hovedafdelingen har haft et overskud på kr. 13.789,35      

Der var spørgsmål til et par store negative poster vedr. cafeteriaet. Hele omlægningen fra bortforpagtning til selv at stå for varelager har kostet.

Regnskabet blev godkendt.

4. Indkomne forslag.

Ingen

5. Valg.

Efter generalforsamlingen ser Hovedbestyrelsen således ud:

Formand                                          Arne Lodal                        på valg hvert år                                                 

Kasserer                                           Jeanne Egebjerg             valgt til 2012                 

Sekretær                                           Lene Andersen               valgt til 2013

Formand fra MC                             Finn Rasmussen                på valg hvert år

Formand fra Auto                           Bjarne Christensen             på valg hvert år

Revisor fra Auto                              Svend Holm                      valgt til 2013

Revisor fra MC                                Erling Klinke                     valgt til 2012

Revisorsuppleant fra Auto              Morten G. Jensen              valgt til 2012

Revisiorsuppleant fra MC               Hans Jørgen Kold              valgt til 2013                                                        

6. Eventuelt.

Jens: Havde fremsendt forslag til Formanden til behandling under eventuelt vedr. Cafeteriaet. Forslaget gav anledning til en del diskussion. Formanden afrundede snakken med at love, at der ville blive arbejdet videre med en afklaring på, hvad vi skal med Cafeteriaet. Det vil sikkert ikke være holdbart i længden, at der ikke er en fast person tilknyttet Cafeteriaet. Og gøre noget forkert og komme i levnedsmiddelmyndighedernes ”sorte bog” har ingen glæde af. I den kommende sæson vil der sandsynligvis blive kørt med skiftende hjælp fra de to afdelinger.

Tanja: Ønskede sikkerhed for, at de enkelte afdelinger ikke fravalgte tilstedeværelsen af Røde Kors folk ved træninger og øvrige arrangementer. Der har i den forgangne sæson været et par gange, hvor Røde Kors ikke var på banen. Det var imidlertid Røde Kors selv, der ikke kunne stille folk. Selvom Røde Kors ikke er på banen, bliver der ikke kørt, uden at man ved, hvem der vil kunne træde til i tilfælde af, at nogen kommer til skade.

Formanden sluttede af med at sige tak for valget.

Generalforsamlingen sluttede med et længe leve Næstved Motor Klub.

Referent: Lene Andersen