Nyt indholds titel

HOVEDAFDELINGENS GENERALFORSAMLING 19. NOV. 2010

Fredag den 19. november 2010 blev årets ordinære generalforsamling afholdt i Nisseringens Cafeteria.

Som noget nyt startede vi med fællesspisning for medlemmer af NMK. Til denne del af arrangementet mødte 30 medlemmer frem, enkelte med familie.

Efter spisningen gik vi over til generalforsamlingen, hvor formanden for Hovedafdelingen Arne Lodal bød velkommen endnu engang til de fremmødte medlemmer. Herefter gik man over til dagsordenen.

1. Valg af dirigent.

Arne Lodal foreslog som dirigent Palle Høst, der blev valgt til at styre slagets gang. Dirigenten konstaterede indledningsvis, at generalforsamlingen var lovligt indvarslet.

2. Formandens beretning

Vi har afholdt 6 bestyrelsesmøder, samt det løse i år.

Vi er p.t. 460 medlemmer mod 537 sidste år. Medlemstallet fordeler sig på 270 i MC-afdelingen og 189 i Autoafdelingen. Et stort velkommen til alle nye medlemmer i 2010.

Vi har kun vundet et enkelt DM i år, nemlig til Keld Munkedal i Crosscart.

Michel Nykjær blev nr. 2 i EM for standardvogne trods det, at han kun deltog i 4 ud af de 6 tællende afdelinger.

Nicolai Larsen og det danske landshold blev nr. 3 ved EM i Motocross.

Herudover vandt vi en masse Sjællandsmesterskaber, samt 2. og 3. pladser.

Herfra et stort tillykke med alle de flotte resultater.

Men selvom vi kun vandt et enkelt DM i løbene, vil jeg nok mene, at både MC- og Auto-afdelingerne har hver vundet kampen om de bedst arrangerede løb i 2010. Et stort tillykke med alle de velorganiserede løb i 2010, det er flot klaret, og det kan vi alle være stolte over.

Ligeledes tillykke med de flotte regnskaber til begge afdelinger trods den økonomiske krise.

Vi nærmer os et ubeskriveligt mål i Dansk Motorsport ?????

Ja, hvad kan det være? Jo mine damer og herrer, Næstved Motor Klub er tæt på at kunne byde velkommen til tilskuer nr. 1 million. Lad os håbe, vi når det i År 2011.

Ved Årets fest for Danske Mestre blev Michel Nykjær udnævnt til årets idrætsmand, og ved samme lejlighed blev jeg udnævnt til årets idrætsleder. En stor anerkendelse til Næstved Motor Klub, og jeg blev meget overrasket og meget glad for titlen.

Vi har i år modtaget i alt 46.236,- kr. i div. tilskud fra Næstved Kommune. Vi har ligeledes søgt om bevilling af 3 stk. køleskabe, og selvom vi 2 gange blev afvist, søgte vi igen, og til sidst lykkedes det. Igen i år en stor tak for samarbejdet med Næstved kommune.

Vi har igen i år deltaget i skøjteudlejningen på Grønnegades kaserne og tak til Sv. Åge og Aksel.

Vi har stoppet flaskeindsamlingen p.g.a. ændrede afgiftsregler, men tak til alle som har støttet os gennem årene.

Vi har igen haft et stort El-forbrug og vil investere i endnu flere varmepumper og bimålere for at begrænse forbruget. Husk ALLE at slukke.

Som tidligere vil jeg nævne vigtigheden af, at vi altid skal overholde vores lydgrænser, og at træningstiderne stopper korrekt.  En stor tak til Frank Vive og Werner Klinke, som har påtaget sig hvervet som lydmålere for MC-afdelingen. Vi vil igen i det nye år foretage flere lydmålinger.

Fra den 1. januar 2011 er det lydmålerne, som suverænt godkender jeres Lyddæmpere.

Husk alle at det er for jeres bedste, vi alle overholder lydgrænserne. Én dårlig lyddæmper kan gøre utrolig meget skade.

Vi bør ligeledes kontakte en enkelt nabo, når vi skal afprøve vores højtalersystemer.

Vi har det seneste år oplevet en del hærværk herude og senest haft indbrud i Cafeteriet, på MC- og Auto-kontoret. Tilsyneladende var intet stjålet, men en del døre ødelagt.

Vi har nu skiftet til nyt låsesystem, og heraf betalte forsikringen en del efter indbruddet.

Der er nu også monteret tv-overvågning herude.

Egon har igen ydet en kæmpe indsats i året og tusind tak for det. 

Ligeledes tak til Jens og dem som hjalp med at monterede vores nye dør herinde, det er blevet rigtig godt.

Jeg har netop søgt Tuborgfondet om tilskud til nyt højtaleranlæg til Autobanen, og vi afventer svar.

Inden jeg slutter min beretning, vil jeg gerne takke alle, som har arbejdet for Næstved Motor Klub i 2010.

Ligeledes en tak for samarbejdet til vores sponsorer, til Røde Kors, til afgående bestyrelsesmedlemmer og alle vores øvrige samarbejdspartnere.

Tak til Lene og Henrik i Cafeteriet for godt samarbejde.

Tak til medbestyrelsen, Auto- og MC-bestyrelsen for et godt samarbejde. TAK.

Beretningen blev godkendt

3. Forelæggelse af regnskab

Hovedafdelingens regnskab, der var uddelt til de fremmødte, blev gennemgået.

Hovedafdelingen har haft et overskud på kr. 70.364,37      

Regnskabet blev godkendt.

4. Indkomne forslag.

Ingen

5. Valg.

Efter generalforsamlingen ser Hovedbestyrelsen således ud:

Formand                                     Arne Lodal                       på valg hvert år                                                 

Kasserer                                     Jeanne Egebjerg              valgt til 2012                 

Sekretær                                     Lene Andersen                valgt til 2011

Formand fra MC                           Finn Rasmussen              på valg hvert år

Formand fra Auto                          Bjarne Christensen           på valg hvert år

Revisor fra Auto                            Svend Holm                     valgt til 2011

Revisor fra MC                              Erling Klinke                   valgt til 2012

Revisorsuppleant fra Auto              Morten G. Jensen            valgt til 2012

Revisiorsuppleant fra MC               Hans Jørgen Kold            valgt til 2011                         

Vedtægter er ikke nemt forståelige med hensyn valg af revisorer og revisorsuppleanter. Formulering rettes af bestyrelsen forud for næste års generalforsamling.

6. Eventuelt.

Jens: Udtrykte ønske om, at der fremover skal være mindst 14 dage fra afdelingernes generalforsamling til hovedbestyrelsens generalforsamling.

Finn: Gav udtryk for, at det havde været et godt og roligt år.

Formanden fik ordet: Tak for valget, ja og selv om flere af mine tidligere bestyrelsesmedlemmer er stoppet, syntes jeg, at jeg har lyst til et par år endnu, og mine planer med NMK er endnu ikke helt opfyldt.

Vores næste store opgave er NU.

NU, ja netop nu skal vi nedtage buehallen på Næstved Genbrugsplads, vi har fået hallen gratis for at fjerne den, og jeg beder om hjælp til alle.

Vi starter formentlig uge 49.

Herudover: Ansøgning og etablering af vandingsanlæg.

Minimering af El-forbrug.

Repr. af skorsten på stuehuset.

Ombygning af toiletter ved hovedindgangen.

Forskønnelse af området ved skrænten mod vaskepladsen.

Forbedring af affaldsstativer.

Udvidelse af badefaciliteter.

Flisebelægning foran Cafeteriet samt evt. overbygning foran cafeteriet.

Den officielle del af generalforsamlingen sluttede med et længe leve Næstved Motor Klub.

 

Efter generalforsamlingen gik vi over til et bankospil, hvor der var sponsoreret gevinster af UNOX, FTZ, MAX Bank, El-firmaet Lodal og Bimse. Tak til vores sponsorer.

Alt i alt en vellykket måde at holde hovedbestyrelsens generalforsamling på, og absolut en mulighed for MC- og Auto-afdelingerne at tilbringe et par timer med hyggeligt samvær.

Referent: Lene Andersen